Dele af bygningen i Slotholmsgade midt i København, hvor Erhvervsministeriet i dag ligger, blev oprindeligt opført i 1741-1742 som ”Det Württembergske Palæ” af prins Carl Christian Erdmann af Württemberg-Oels. Han var dansk feltmarskal, chef for Livgarden til Hest og Husarregimentet og slægtning til Chr. VI’s dronning, Sofie Magdalene. Arkitekten var hofbygningsinspektør Johann Adam Soherr.
Byggeriet foregik på samme tidspunkt som det første Christiansborg Slot blev opført, og slægtskabet med dronningen betød, at det var de samme håndværkere, der gik frem og tilbage mellem de to byggepladser. De dygtige kunsthåndværkere fra slottet skabte elegant interiør, blandt andet af hofsnedkermester Ditrich Schäffers paneler og døre.